Tilbage til hovedmenuen

Tilbage til forrige side
Nye salmer i middelalderen

Salmer på dansk

Kingos salmebog

Salmer i almindeligt sprog

Salmer som fællessang

Moderne salmer og nye salmebøger


Salmer i Bibelen

I Bibelen findes kirkens ældste salmebog. Salmernes Bog i Det Gamle Testamente rummer i alt 150 salmer, som alle er skrevet for mere en 2000 år siden, måske endda 2500. Disse salmer blev oprindeligt sunget ved templet i Jerusalem, og senere i de jødiske hjem i forbindelse med den jødiske påskefest, hvor man fejrede udfrielsen fra slaveriet i Egypten. Da de første kristne begyndte at holde gudstjenester, fortsatte man den jødiske tradition og brugte de såkaldte Davidssalmer i den kristne gudstjeneste.
                      I de første 300 år af sin historie var kristendommen ugle set, og de kristne blev forfulgt i romerriget, fordi de ikke ville tilbede den romerske kejser som den gud, han selv mente, han var. Derfor foregik gudstjenesterne i det skjulte. Først da kristendommen i år 313 blev kejserens religion, kunne der holdes offentlige gudstjenester, og da kristendommen i slutningen af 300-tallet blev den eneste tilladte religion i romerriget, kunne også salmesangen blomstre for alvor.
                      Ved overgangen til middelalderen omkring år 500 gik romerriget i opløsning, hvorefter kirken til at sidde på magten i samfundet. Man fortsatte med at synge salmerne fra Det Gamle Testamente. I kirkerne var der kor, der sang dem ved gudstjenesterne, og i klostrene sang munkene og nonnerne dem på bestemte tidspunkter dagen igennem.

Nye salmer i middelalderen

I middelalderen  begyndte der at dukke nye salmer op, som var lettere at synge. Fra den tid stammer for eksempel to af de salmer, der er med i Den Danske Salmebog i dag – nemlig Et barn er født i Betlehem og Krist stod op af døde. De nye salmer blev sunget ved religiøse optog og skuespil, mens det stadigvæk næsten kun var præster og kor, der sang ved gudstjenesterne, fordi det hele foregik på latin, som kun få mennesker kunne.
                      Da den tyske munk Martin Luther med reformationen i begyndelsen af 1500-tallet ændrede kirken og gudstjenesten, var sangen i kirken noget af det, der var vigtigt for ham at beholde. Han ville blot udvide den, så folk selv kom til at synge meget mere med. Da der stort set ikke fandtes salmer på hans eget sprog, begyndte han selv at digte, og på et enkelt år (1523-24) skrev han 24 salmer. Mange af disse var gendigtninger de gamle Davidssalmer. Det gælder for eksempel salmen Vor Gud han er så fast en borg, som også fortsat er med i salmebogen.

Salmer på dansk

Luthers salmer blev hurtigt oversat til dansk, ligesom man oversatte en række andre latinske og tyske salmer. I en af de første danske salmebøger, Den danske Psalmebog, udgivet af Hans Thomissøn i 1569, var der 261 salmer på dansk og 8 på latin. Samtidigt med, at man begyndte at synge på dansk ved gudstjenesterne, dukkede der nye salmedigtere op, som ikke kun oversatte, men også selv digtede salmer. Den mest kendte er Hans Christensen Sthen (1544-1610), der blandt andet skrev salmen Du, Herre Krist i 1589.

Kingos salmebog
I reformationstidens salmer havde det været vigtigt at slå fast, hvad man skulle tro på, og hvad der var kirkens rette lære, fordi man lige havde brudt med den katolske kirke på grund af uenighed. Efterhånden som det var blevet slået fast, begyndte salmedigterne at digte om, hvad denne tro betød for dem selv og dermed også for andre. Salmerne blev derved til mere personlige digte. Det fandt mange var for "moderne"; man ville hellere blive ved med at synge de gamle reformationstidssalmer. Det var på dette tidspunkt, digteren Thomas Kingo skrev salmer til den kommende salmebog, som han samtidig var sat til at redigere: Den forordnede Nye Kirke-Salme-Bog, som udkom i 1699.

Salmer i almindeligt sprog

Kingo og digterne på hans tid brugte store, flotte ord og voldsomme billeder i deres salmer. Efter dem fulgte en tid, hvor man stadigvæk digtede om tro og følelser, men på en mere stilfærdig måde, der gjorde, at almindelige mennesker bedre kunne genkende deres egne tanker og følelser i salmernes ord. Hans Adolph Brorson var en af den tids digtere, og den stil, som blandt andet hans salmer havde, kom til at præge den næste danske salmebog, Den Pontoppidanske Psalme-Bog, som udkom i 1740.
                      I slutningen af 1700-tallet var der folk inden for kirken, der mente, at salmerne skulle gøres endnu lettere at forstå. De ville bruge salmesangen til at opdrage folk med, så de kunne blive gode kristne. Derfor udkom i 1798 en salmebog, Evangelisk-christelig Psalmebog, hvor en række salmer var skrevet om, og mange salmer var ikke kommet med, fordi man mente, de var for svære at forstå for almindelige mennesker.
                      Det var især mange af Kingos salmer, der ikke var kommet med i den nye salmebog.
Folk savnede dem, og de kunne heller ikke lide de omdigtede salmer. Det var der en anden, der heller ikke kunne.

Salmer som fællessang

Af vrede over at salmerne i den nye salmebog var blevet "sammenrimede af aldeles upoetiske mænd", begyndte N.F.S. Grundtvig i 1811 selv at skrive salmer. Han greb tilbage til Luthers måde at skrive salmer på. En salme skulle først og fremmest være god som fællessang ved kirkens gudstjeneste. Derfor skulle den ikke handle så meget om den enkeltes følelser eller forsøge at opdrage på den, der sang. Den skulle handle om det, man er fælles om i kirken. Det vil sige bibelhistorien og gudstjenesten.
                      Der var mange, ikke mindst blandt de, der havde magten i kirken, der ikke kunne fordrage Grundtvigs salmer. De indeholdt alt for mange billeder fra bibelhistorien, som det enkelte menneske ikke kunne forstå og overskue; tonen i dem var desuden for hverdagsagtig, og de var ikke alvorlige nok. Derfor var der voldsom debat i forbindelse med udgivelsen af en ny salmebog, Konvents-Salmebogen, i 1855. Mange af dem, der ikke brød sig om Grundtvigs salmer, kunne bedre lide en anden ny salmedigter, B.S. Ingemann. Han digtede ikke så meget om historien og om livet her på jorden, men brugte billeder fra naturen og digtede om menneskers tro, håb og drømme.   
                      I sidste halvdel af 1800-tallet begyndte man at se mere historisk på salmerne. De skulle ikke skrives om, efter hvad der for tiden var moderne. Der skulle kun rettes så meget på sproget, at folk fortsat kunne finde ud af at synge dem. Den holdning kom til at præge den næste salmebog, Psalmebog for Kirke og Hjem, der udkom i 1897. Den historiske synsvinkel betød, at der kun blev optaget fire salmer, som ikke havde været med i den tidligere salmebog og dennes tillæg. En af disse fire var Altid frejdig, når du går. Den blev sat i et særligt afsnit sammen med blandt andet morgen- og aftensange af Ingemann, fordi de, der redigerede salmebogen, ikke kunne blive enige om, hvorvidt de skulle med eller ej. Ingemann havde også selv bevidst kaldt dem sange og ikke salmer.

Moderne salmer og nye salmebøger

I 1953 udkom den næste salmebog, Den Danske Salmebog, som var den, der blev brugt frem til den seneste fra 2003. Noget af det typiske for salmebogen fra 1953 var, at den i modsætning til næsten alle de tidligere salmebøger ikke rummede ny salmestil eller en ny, stor salmedigter. Der er nogle få nye salmer med af Jakob Knudsen og K.L. Aastrup, men digterne i begyndelsen af 1900-tallet ville åbenbart hellere skrive andre former for sange og digte end salmer. Kirken og troen på kristendommen var ikke længere noget, alle havde et forhold til, i modsætning til dengang de gamle salmedigtere skrev. Desuden begyndte mange at tro "på deres egen måde" og have deres egne forestillinger om Gud. Derfor er det blevet sværere at skrive salmer og finde ord, som andre kan tage i munden, som var det deres egne.
                      Gennem de sidste 20 – 30 år ser det imidlertid ud til, at salmegenren igen er blevet populær. Digtere som Ole Sarvig, Steen Kaalø, Jørgen Gustava Brandt og senest Simon Grotrian samt en lang række præster og andre har skrevet nye salmer, og en hel del af disse er kommet med i den seneste salmebog fra 2003, hvor man endnu engang har revideret nogle af de gamle salmer og ladet nogle af de salmer udgå, som næsten var gået ud af brug.
Det gav, som altid, når en ny salmebog udkommer, anledning til voldsom debat, både hvad tekster og musik angår. Man diskuterede endnu engang, hvilke af de nye salmer, der var så gode, at man ville blive ved med at synge dem, og som derfor burde tages med i den nye salmebog. Og man diskuterede, om det stadigvæk er rimeligt at vurdere en salme efter disse kriterier. I en tid, hvor mange ting forandres meget hurtigere, end de gjorde tidligere, skal salmebogen måske hellere udgives som ringbind, hvor man skifter salmerne ud efterhånden, som der kommer nye og mere tidssvarende? Måske har alting forandret sig så meget, at det ikke længere giver mening at synge tekster, der er 100, 200, ja, mange hundrede år gamle – eller også skal salmebogen netop være et af de steder, hvor der holdes fast i det gamle, når alt andet forandrer sig så hurtigt, som det gør.