Tilbage til hovedmenuen

Tilbage til forrige side
Kingos tid og salmer

Den enevældige konge

En uregelmæssigt formet perle

Pompøst og overlæsset

Synd og fortabelse - fromhed og nåde

Kingo og kødets lyst

Kingo og det danske sprog


Kingos tid og salmer

Thomas Kingo levede og skrev sine salmer under den periode i Danmarkshistorien, vi kalder enevælden. Det vil sige, at det var kongen, der alene bestemte det hele. Enevælden blev indført ved et statskup i 1660, fordi Danmark var ved at gå fallit – dels på grund af mange års krig mod svenskerne om at have magten over handelen i Østersøen, dels på grund af deltagelse i 30-årskrigen (1618-48) mellem katolikker og protestanter i forlængelse af reformationen. 
I den spændte situation under svenskekrigene i midten af 1600-tallet lykkedes det kong Christian d. V at samle en hær af soldater og afsætte adelen, som sammen med kirken havde haft den egentlige magt over landet. Adelen var en gruppe mennesker bestående af grever og baroner, som på grund af deres økonomiske og politiske magt levede under særlige regler, som adelen var med til at undertrykke almindelige mennesker. Kirkens magt bestod dels i, at den var med til at styre folks opfattelse af, hvordan livet hang sammen, dels i at alle skulle betale 1/10 af alt, hvad de høstede og tjente til kirken. På den måde var kirken kommet til at eje omkring 1/3 af al jorden i Danmark.
Fra den ene dag til den anden måtte adelen via kongens kup til selv at arbejde for føden. Kongen var nemlig nødt til at alliere sig med folket for at holde på sin nye magt. På den måde voksede en ny stærk samfundsklasse frem – købmændene – som forstod sig på fri handel.

Den enevældige konge
Tanken om, at en enkelt mand alene skulle regere et land, var ikke ny. Den kendte man allerede fra resten af Europa og især fra Frankrig, hvor den langsomt var vokset frem fra slutningen af 1500-tallet og endeligt trådt i kraft under kong Louis d. XIV i 1643. På det tidspunkt var Frankrig det mest dominerende land i Europa, og den franske konge anså sig selv for at være den mægtigste og klogeste mand i verden, hvorfor han også fik navnet ”Solkongen”. Han blev bl.a. kendt for at sige: ”Staten, det er mig!”.
Når kongen i et land var enevældig, var det vigtigt at være gode venner med ham, hvis man gerne ville noget, som krævede kongens tilladelse. Derfor opstod der en helt ny måde at skrive på, fordi mange af dem, der gerne ville stå sig godt med kongen, overdængede ham hyldestbreve, som beskrev, hvor fantastisk han var.
Et tydeligt eksempel herpå er Kingos brev til kongen, Christian d. V, da han i 1689 sendte den første del af sin salmebog frem: ”Eders Majestæt. Højlofteligste Oldefader, som i sin tid, tillige med den rene evangeliske lærdom, ved salmisten Martin Luthers tjeneste og efter Guds ubegribelige råd og vilje, til alle retsindige Guds børns og troendes sjæle og hjerters utænkelige trøst og glæde lod ved sin kongelige myndighed og store Guds frygt, beskikke den nu brugelige danske højmesse, så alle med god forstand, og deres sjæles opløftelse kan synge og lege for Herren i deres hjerter.” Denne nye måde at skrive på med brug af mange store, flotte ord fortæller noget om den periode, der var begyndt: barokken.  

”En uregelmæssigt formet perle”
Man mener, at ordet barok kommer fra det spanske ord baruecco eller det portugisiske ord barroco, der betyder ”en uregelmæssigt formet perle”. Der er med andre ord tale om en perle, som ikke er lige så smuk som andre perler. På den måde er ordet barok blevet en betegnelse for noget, som er anderledes og mærkeligt, og sådan bruges ordet også i dag.
Når man tænker på krigene, pesten og den store fattigdom, som de fleste af baroktidens mennesker levede under, sammenlignet med kongens og adelens levevilkår, er det ikke mærkeligt, at mange mennesker drømte om en verden, som var langt bedre end den, man kendte – om et sted, hvor alting var godt. Det er bl.a. på baggrund af de voksende, store modsætninger i livet, at baroktidens forestillinger om Himlen og Helvede opstår. Der var langt mellem det, man oplevede til hverdag og det, man kunne ønske sig, og måske så at andre kunne opnå.
Sådan havde det været op gennem hele middelalderen. Kirken havde i meget høj grad fået lov at forklare, hvorfor livet og samfundet så ud, som det gjorde. Men omkring 1600-tallet begynder videnskaben at komme med andre forklaringer end kirkens, og mennesket begynder så småt at tro mere på sig selv og sin udforskning af verden end på kirkens lære. 30-årskrigen i begyndelsen af 1600-tallet giver imidlertid denne tro et voldsomt tilbageslag. Der opstår en stærk følelse af magtesløshed og forgængelighed, fordi krig, sygdomme og død fylder så meget i folks liv. Samtidigt vokser både folks forestillinger om en stærk magthaver og magthavernes behov for at udtrykke storhed, styrke, følelser og livslyst. Det er disse modsætninger, mellem magtesløshed, død og elendighed og styrke, storhed, fest og farver, der er indholdet i barokken.

Pompøst og overlæsset
I digtningen viser det sig i mange svulstige tillægsord og stærke modsætninger sat op over for hinanden. Med et pompøst billedsprog maler digterne forskellige stemninger op i deres digte. Kingo skriver fx ikke blot om solen, der bryder frem bag skyen, men om den gyldne sol, der bryder frem gennem den kulsorte sky. Det bruger han som et billede på Jesus: himmelhelten, som døden ikke kunne holde fangen i sit helvedmørke telt. Kingo tror så stærkt på, at Jesus har overvundet døden, og finder så meget trøst heri, at han magter at digte om elendighed og om sin egen død:

           Lad kun gravens jord mig dække,
           orme tære al min saft,
           ild og vand opsluge mig,
           jeg dør i den tro til dig,
           at jeg skal til liv opstande
           udaf dødens grumme lande.

Også barokkens musik er præget af det overdådige. Sammenlignet med den tidligere periode – renæssancens musik –  lød barokmusikken forvirrende og overlæsset, og mange fandt den direkte frastødende. Man kan sige, at renæssancens musik er som et roligt åndedrag, mens barokmusikken lyder mere forpustet og gisper efter vejret.
I arkitekturen kendes barokken først og fremmest på mange knæk, forskydninger og udsmykninger af husenes facader. Ingenting måtte være fladt og lige. Forskellige ting på bygningerne skulle se ud som om, de var i bevægelse og føre beskuerens blik hen på det væsentligste sted i bygningen. Noget lignende var tilfældet med de forskellige kunstværker, som blev lavet på den tid.

Fra barokken har vi fx fået: Uniformen, høje hæle og pibekraver. Det fortæller meget om barokken, at det, der er blevet kaldt Danmarkshistoriens største fest, fandt sted inden for barokkens epoke, nemlig i 1634. Da skulle den danske prins Christian giftes, og festen varede i 14 dage og kostede den uhyrlige sum af 2 mill. rigsdaler (ca. 4 mill. kroner).

         

Synd og fortabelse – fromhed og nåde

Kingos livssyn var præget af en gammeldags og streng kristendomsforståelse. Her lagde man stor vægt på, at mennesket, på grund af Adam og Evas overtrædelse af forbudet mod at spise frugterne fra kundskabens træ i Edens have, var en synder, som ventede på Guds dom. Efter Luthers opgør med den katolske udlægning af kristendommen var der dog håb forude, fordi dommeren var den Gud, der havde ladet sin søn tage alle menneskers synder på sig og med sin opstandelse vist, at døden ikke skulle få det sidste ord for de troende.
For Kingo betød denne forståelse, at mennesket frit kunne kaste sig over livet og leve det. Fra sin fattige opvækst og hårde skolegang, samt med oplevelserne fra pestangrebet i København og krigene mod svenskerne, glemte Kingo dog aldrig, hvor hårdt livet på den tid var for det almindelige menneske. Han opfandt udtrykket ”den daglige død”, som netop dækker over den fattigdom og lidelse, som mange var udsat for, og som spiller på at være en modsætning til Fadervors bøn om at få det daglige brød, hvilket ikke var alle forundt.
I Kingos kristendomsforståelse er den synd, som ifølge Bibelen er et uomgængeligt vilkår ved menneskelivet, noget, som det gælder om at forlige sig med og se ud over. Og her nytter det ikke at leve på verdens præmisser alene. Det fører kun til en følelse af tomhed og fortabelse. Man skal i stedet have himlen for øje i alt, hvad man gør. Hvis blot man husker at være from og dagligt bede til Gud, kan man sagtens leve et liv i lyst og glæde, netop fordi Jesus er både død og opstået igen for menneskets skyld. For at huske på det, kunne man begynde dagen med at synge en morgensalme. I morgensalmen, Vågn op og slå på dine strenge, kommer Kingos (og barokkens) livslyst til udtryk, som lyst til at kaste sig ud i en ny dag og slå på sine strenge, give den på alle tangenter, men med himlen for øje. For kun ved at fare helt op i himlen og ”gøre vold oppå den stjerneborg” – det vil sige slå dørene til himlen ind – er livet her på jorden til at holde ud. Det består nemlig også af sorg og suk, og ting, der får gråden frem i øjnene. Et konkret eksempel på dette kan ses i salmen Vågn op og slå på dine strenge (DDS nr. 745).

Kingo og kødets lyst

I store dele af Bibelen svarer ordet kød til begrebet et menneske. Derfor er kødet blevet opfattet som noget jordisk, og på den måde er det kommet til at stå i modsætning til det himmelske eller det åndelige. Som Jorden står i modsætning til Himlen, står kødet i modsætning til ånden. Da Himlen og ånden er evige og gode størrelser, er jorden og kødet automatisk blevet opfattet som forgængelige og onde. Begrebet kødets lyst er altså udtryk for de lyster, et menneske kan have, som får det til at tænke på noget andet end Gud og vender det væk fra Gud.
Ifølge kristendommen kan et menneske slet ikke undgå kødets lyster. De er en del af synden. Har man begået en synd, må man angre. Det vil med Kingos sprogbrug sige, at man dybt i sin sjæl skal fortryde det forkerte, man har gjort, og igen vende sig mod Gud, gøre bod og leve i fromhed. At leve i fromhed vil sige at leve på den rette måde og ikke gøre noget forkert.
At leve i fromhed var idealet på Kingos tid, og gjorde man det ikke, kunne man let få et besværligt liv. Rundt omkring i landet havde kongen givet biskopperne den opgave at føre tilsyn med præsternes prædikener, befolkningens liv og levned samt de unge menneskers viden om den rette kristendom. Her spillede kampen mod kødets lyster en ikke ringe rolle. Under sine studier i København hørte Kingo fx disse tordnende ord fra en præst og mærkede tydeligt, hvordan de ramte ham som pile. ”Dit kød er hø, men det glemmer du. Det fænger som krudt for den mindste flamme, forfængelighed, ja, sådan er dit liv, lutter forfængelighed – futter af som ingenting og svinder bort i tomheden. Åh, du jordens barn, du er i det ondes og i dødens vold hver eneste dag, men det glemmer du. Du er i Satans sold, men det glemmer du. Du må vågne! Øksen ligger allerede ved træets fod. Du må vågne nu!” skreg han, og Thomas (Kingo) fór sammen.
Meget tyder på, at Kingo i forskellige sammenhænge havde svært ved at holde stand mod kødets lyst. Således gjorde han måske to gange en pige gravid uden for ægteskabet. Første gang skulle have været under sin første forelskelse som 15-årig. I første omgang vidste Kingo ikke, at pigen var gravid. Han blev opdaget og sendt væk hjemmefra, men under pesten i København 5 år senere mødte han pigen, som fortalte, at hun måtte abortere hans barn.
Anden gang er, da han som nyansat hjælpepræst forelsker sig i præstens kone og gør hende gravid kort tid efter præstens død, men inden de gifter sig. Børn, sat i verden på den måde, var ikke velset på Kingos tid.
Senere blev Kingo stormende forelsket i den unge lægedatter, Birgitte Balslev – en forelskelse, som stod på i lang tid, mens Kingo fortsat var gift med sin anden kone. Da hun døde, friede Kingo samme dag til Birgitte, som gerne ville have ham, og han kunne ikke vente med at gifte sig, til det obligatoriske sørgeår var omme.
En anden af kødets lyster – nemlig begæret efter penge – synes Kingo også at have kæmpet med. Både i forbindelse med udgivelsen af salmebogen og i forbindelse med sin embedsførelse som biskop anklages Kingo for at ville snyde med pengene. Om dette er rigtigt, ved vi ikke. I forbindelse med salmebogen blev Kingo taget til nåde af kongen, og anklagerne, som var fremsat af Kingos egen svigersøn, blev aldrig taget op og påvist.
Der opstod også en konflikt mellem Kingo og Jakob Worm, en stedsøn til Kingos første kone. Her gik anklagerne mod Kingo på, at han havde en overlegen optræden og følte sig som konge i Slangerup. Igen er det svært at vide, om beskyldningerne er rigtige, da meget også tyder på, at Jakob Worm var jaloux på Kingo, fordi han havde haft held til at gifte sig med Jakobs stedmor, som han også selv var forelsket i.
Til sidst er der i det, man kan læse om Kingo, mange hentydninger om, at han var glad for fester, selskabelighed og en lille tår til halsen. Alt sammen ting, som ikke blev henregnet til det fromme liv.

Kingo og det danske sprog

Før Luthers opgør med den katolske kirke under reformationen i begyndelsen af 1500-tallet blev der næsten kun talt latin i kirkerne. Det betød, at der stort set ikke var nogen mennesker, der forstod, hvad der blev sagt. Efter den danske reformation i 1536 begyndte man at tale dansk i kirkerne, og Bibelen blev også oversat til dansk, men der gik lang tid, før alle salmerne også var på dansk. I første omgang oversatte Luther i Tyskland salmerne fra latin til tysk, og mange af disse tyske salmer kom så med i den danske salmebog, fordi tysk var et ret almindeligt brugt sprog i Danmark i middelalderen. Det blev også opfattet som finere at snakke tysk end dansk. På Kingos tid omkring 100 år senere var der fortsat mange tyske salmer i den danske salmebog, og en af Kingos ambitioner, da han af kongen blev bedt om at udarbejde en ny salmebog, var at bevise over for kongen, at det guddommelige kunne udtrykkes fuldt ud lige så flot på dansk som på tysk.
Allerede som barn havde Kingo været optaget af sproget og af at lege med ordene. På den tid var det almindeligt at bede Fadervor og synge salmer i hjemmene hver dag. Som lille syntes Kingo, det var kedeligt. Derfor digtede han selv lidt videre på bønnen, men sagde det forkerte så stille, at hans fader ikke kunne høre det. På den måde kunne han bedre holde det ud. I Kingos version kom Fadervor til at lyde sådan her:

Fadervor, du som er i himlen og på væggen og i kirken
giv os i dag vort daglige brød og jordbærgrød
forlad os vor skyld og helbred moders grimme byld
led os ikke ind i fristelse, men ned til fiskedammen og lad mig fiske helt selv.

Senere, da han kom på latinskole i Hillerød, blev han med det samme meget begejstret for rektoren, fordi han pegede på, at vejen til Gud gik gennem sproget. ”Digtning og musik hæver menneskets sjæl mod Gud” skulle rektoren have sagt allerede den første dag, Kingo kom på skolen. Senere fik han at vide, at uden muserne (væsener, der giver kunstnere inspiration), da var mennesket som umælende dyr, kun gennem dem iklædes vor sjæl den sande menneskelighed samt at versekunsten i al sin skønhed var et spejl af Guds værk. Disse pointer mærkede Kingo for evigt, og det var dem, han senere forsøgte at leve ud i sin salmedigtning.
Første gang han for alvor oplevede, at det lykkedes, var, da han havde skrevet sin første digtsamling. Begejstret fór han ind til sin anden kone, Johanne, og fortalte hende, at han havde skabt noget, der var så stort, at det spejlede Gud. Hans salme var en gengivelse af den skønhed, orden og harmoni, som Gud havde skabt verden efter. Det var det, han havde forsøgt at vise med de ord, han havde valgt, og med den rytme og de rim, han havde sat dem i. Johanne, som var en meget jordbunden kvinde, sad og strikkede og tog ikke synderlig notits af sin mands begejstring. Derfor begyndte Kingo at synge en af salmerne for hende:

Nu rinder Solen op
Af Øster-lide,
Forgylder Klippens Top
Og Bjergets side
Vær glad, min sjæl, og lad din Stemme klinge,
Stig op fra Jordens Bo
Og med din Tak og Tro
Til Himlen svinge.

Allerede efter første vers skulle hans kone efter sigende have afbrudt ham og sagt, at det da var en dum tekst, da der jo hverken var klipper eller bjerge på Sjælland.
Anderledes forholdt det sig med Kingos to andre koner – den første, Cecilie (Sille) Balkenborg, og den sidste, Birgitte Balslev. De var begge optaget af, hvad Kingo havde for, og til forskel fra sin anden kone, som han først og fremmest havde giftet sig med af nød, var han vildt forelsket i de to andre. En af de måder, man bl.a. kan se det på, er, at han til den første og sidste kone har skrevet kærlighedsdigte, mens han til den anden, som altså var den, han var gift med i længst tid, kun har skrevet en kort tekst ved hendes død: Her kastede hun sin bylt af jord i denne hytte, som Gud til sjælen skal på dommedag opflytte.

Til de to andre skrev han derimod:

Chrysillis

 

Chrysillis, du mit verdens guld,
min én og ønske-skat
mit lys i lykkens nat,
kom nærmer hid, og hjerte huld,
og læg dit øre til
jeg for dig synge vil.
Lykkens sang,
lykkens gang
vil jeg vise uden fejl
hvor du mig
jeg og dig,
skue må som i et spejl.
Solen skal ikke nå
de vester-vande blå,
ej hænge lysen lok
på stjerneflok
før jeg, Chrysillis, har
gjort det for verden klar
hvor højt jeg elsker dig
bestandelig.

Candida

 

Candida hviler i hjerte-kær gemme
som diamanten indsluttet i guld.
Candida har i mit hjerte sit hjemme,
og som en perle i støven forduld.
                      Veneris søn,
                      dejlig og skøn,
gør det således, mind tanke får bøn.

Thi på din tale er himmel-sød melske,
midt på din løbe er rose og ribs;
at du din tjener af hjertet vil elske,
kan jeg ved skue af brystets hvid’ gips.
                      O hjerte mø,
                      for dig at dø
gerne jeg ville i salte-blå sø.