Tilbage til hovedmenuen

Tilbage til forrige side
Ingemanns salmer

Kendte julesalmer


Ingemanns salmer
Den 24. februar 1862 var den sidste dag, B.S. Ingemann levede. Da solen var ved at gå ned, bad han fra sengen om at få gardinet trukket fra, så han endnu engang kunne se solens lys fra himlen. Han kunne ganske vist ikke se selve solen, derfra hvor han lå. Han kunne kun se dens genskin. Da nogen i stuen beklagede det, sagde han med et glad smil. ”Jeg er godt fornøjet med, hvad jeg så!”. Så lod han gardinet trække for igen.
                      For Ingemann var solens lys et genskin fra Guds rige, fra Paradis. Lyset og solen om dagen, stjernerne om natten, det var for ham ikke kun et billede på Gud. Det var helt bogstaveligt Guds kærlighed, der rakte ind i verdens mørke og fandt selv den mindste og elendigste.
                      Ingemann var en salmedigter, der brugte øjnene. Han kunne i naturen og landskabet omkring sig se det største – Guds kærlighed – i det allermindste:

                      Den kære Gud og skaber den mindste orm er nær

Som en mor eller far trøster ved at ”puste” på det sted, et lille barn har slået sig, så er Gud der, når mennesket græder

                      Gud ånder på øjet, når det græder.
                     
                      Denne evne til at udtrykke håb og taknemmelighed over tilværelsen igennem dagligdags ting og indfange Gud og hele universet i enkle ord og billeder, har gjort Ingemanns sange og salmer til de nok allermest kendte og elskede af de danske salmer. Især hans morgensange – som han netop ikke selv kaldte salmer, fra 1837.
                      De blev skrevet til børn til brug ved morgensangen på den skole, hvor Ingemann arbejdede, en til hver dag i ugen: Mandag – Lysets engel går med glans; Tirsdag – Nu vågne alle Guds fugle små; Onsdag – I østen stiger solen op; Torsdag – Gud ske tak og lov; Fredag – Morgenstund har guld i mund; Lørdag – Nu titte til hinanden og Søndag – Nu ringer alle klokker mod sky.

Men ligesom eventyrene af hans nære ven H.C. Andersen er Ingemanns morgensalmer lige så meget for voksne som for børn. En medvirkende årsag til sangenes udbredelse og popularitet var, at Ingemann var så heldig, at komponisten C.E.F. Weyse med det samme skrev nogle melodier til den, som folk også godt kunne lide. Weyse sagde, at det var nemt at skrive til sangene, fordi melodien allerede lå i Ingemanns ord. Han opfordrede Ingemann til også at skrive 7 aftensange, hvilket han gjorde året efter, i 1838.
                      Som det fremgår af beskrivelsen af Ingemanns liv i tidstavlen, var hans opvækst og liv præget af både stor tryghed og store sorger. Derfor kredser han hele tiden om døden og om nattens skygger sorte – og derfor bliver han ved med at digte om lyset. Beskrivelsen af Ingemanns sidste timer vidner om, at selv dødens mørke for ham ikke var et farligt, truende mørke. Modsat digtere som Kingo, Grundtvig og Jakob Knudsen så Ingemann både nattens mørke og dødens mørke som vingen af en Guds engel, der dækkede for lyset og lukkede sig beskyttende over ham.
                     
                      I mulm er kærlighedsvingen bredt ud,
                      vi skjuler os under dens skygge.

Den stjernefyldte nattehimmel er en skærmende kappe, englene breder ud over den sovende verden:

                      Henspred over dal og høje
                      Dit stjerneklædebons flig!
                      Så lukke vi trygt vort øje
                      og slumre sødt hos dig.

Kendte julesalmer

Modsat mange andre salmedigtere var Ingemann hverken teolog eller præst, og det er sikkert medvirkende til at give hans salmer den lethed, de har. Han har ikke så meget dogmatik (religiøse læresætninger) og bibelhistorie, han gerne vil af med igennem poesien. Det er Ingemanns egen fortrolighed med Gud, man får del i, når man synger hans salmer. Det, der kan være svært at sætte ord på, vover han at beskrive med næsten barnlige ord, og der er en tone i hans digtning, der giver tryghed og ro. Ingen bliver glemt, for solen går over verden ud med Guds lys i øje og ser ind i slot og vrå, ser til store, ser til små (se fx salme 747).

Det er også Ingemann, der har skrevet – eller gendigtet, nogle af de mest kendte og sungne danske julesalmer, som Julen har bragt velsignet bud, Glade jul og Dejlig er jorden. En anden julesalme, Julen har englelyd, er et eksempel på, hvordan digterne har digtet videre på hinandens salmer. Først har Grundtvig gendigtet en gammel latinsk salme, og så har Ingemann rettet i Grundtvigs salme. For skønt de to digtede meget forskelligt, kunne de begge skrive under på det, der er budskabet i Julen har englelyd og i al kristen salmedigtning: at tage menneskers sorg og bekymring alvorligt, men se den i lyset af kristendommens budskab til mennesker (se fx salme 118).