Tilbage til hovedmenuen

Tilbage til forrige side
Pietismen

De sidste tider

Den daglige smerte og håbet om glæde

Roserne vokse i dale

Rosen som billede

Tomhed og fylde

Salmer til hjertet


Hans Adolph Brorson (1694–1764) levede i den tid, vi i Danmark kalder oplysningstiden, fordi det for alvor var op gennem 1700-tallet, at kirkens og kristendommens verdensbillede blev udfordret af videnskaben.
                      Ved slutningen af middelalderen ejede kirken i Danmark omkring 1/3 af al jorden. Når det kunne lade sig gøre, var det, fordi kirken i lighed med kongen havde lov til at opkræve skatter. Derudover tjente kirken, som i middelalderen var katolsk, penge på afladsbreve.
                      Dengang var forestillingen, at et menneske, når det døde, skulle igennem skærsilden, hvor det blev spiddet og ristet over gloende kul for sine synder (dårlige handlinger), inden det kunne komme i himlen. Ved at købe afladsbreve af kirken, kunne man imidlertid nedsætte tiden i skærsilden eller helt springe den over.
                      Det havde udviklet sig til en forretning, der stred imod den opfattelse, den tyske munk Martin Luther havde af kirkens budskab, og det var medvirkende til, at han gjorde oprør i begyndelsen af 1500-tallet.
                      I 1546 døde Luther, og samme år kom den danske videnskabsmand, Tycho Brahe (1546–1601), til verden. Han opdagede i 1572 en ny stjerne på himlen, og den opdagelse var i meget høj grad med til, at en anden videnskabsmand, tyskeren Johannes Kepler (1571–1630), nogle år senere kunne bevise, at solen, og ikke jorden, var centrum i solsystemet. Denne tanke, som den polsk-tyske videnskabsmand, Nicolaus Kopernikus (1473-1543), allerede tidligere havde fremsat, var meget provokerende for den katolske kirke, som i mange år havde fortalt folk, at jorden var en flad skive med en himmelkuppel over.
                      Op gennem 1600-tallet voksede naturvidenskaben – først og fremmest fysikken –  sig stærk og gav forklaringer på flere og flere ting, som modsagde kirkens lære. Fornuften var ved at komme til magten, og det betød, at kirken mistede mere og mere magt i forhold til de ydre ting. Derfor begyndte man i nogle kredse inden for kirken at koncentrere sig om menneskets indre.

Pietismen
Omkring 1670 dannede nogle tyske præster en bevægelse, som fik navnet pietisme. For disse præster var det vigtigt, at det enkelte menneske var bevidst om at være en synder, og at det i sit inderste følte det forkerte i, at det ikke kunne undgå at gøre ting, der var forkerte, selv om det ikke kunne være anderledes. Først når man for alvor havde forstået sig selv som et ynkeligt væsen, kunne man se storheden og lyset i Jesus Kristus og blive frelst. Først når mennesket fordybede sig i forestillingen om sig selv som en synder, kunne det omvende sig til troen. Lykkedes det ville man opleve det som en salig forvandling. At omvende sig i sit inderste ville være som at blive født på ny. Brorsons opfattelse af forskellen på det indre liv og de ydre livsvilkår kan bl.a. ses i salme 646.

For pietisterne var det dog også vigtigt, at der var en nøje sammenhæng mellem den indre tro, og det liv man førte. Det skulle kunne ses i det daglige, at man var en sand kristen – i modsætning til de fleste, som bare var vanekristne. Derfor lagde pietisterne vægt på et liv i fromhed (bod, anger og bøn), fattigdom, selvfornægtelse og omsorg for andre, som trængte mere end én selv. Det medførte bl.a., at pietisterne skaffede mad og boliger til forældreløse børn og sørgede for oprettelse af skoler til de fattige.
                      Et konkret eksempel på dette er oprettelsen af Det Kongelige Vajsenhus i København i 1727, der er en skole for forældreløse børn eller børn af enlige forældre. I dag drives Vajsenhuset bl.a. ved, at stedet allerede ved oprettelsen fik eneretten til at udgive salmebøger i Danmark. I Tyskland blev det til oprettelsen af et helt universitet i byen Halle, hvorfra pietismen for alvor spredte sig til rundt om i Europa.
                      Men kristendommen skulle ikke kun forstås med hjernen, men også med hjertet. Det var ikke nok at vide, hvad den gik ud på, man skulle også kunne føle den. Derfor beskriver Brorson i sine salmer ofte kristendommen og den kristne tro som noget, der dufter, brænder, smager eller på anden måde kan føles – fx mad.                     

                      Guds ord det er den rette mad,
                      gør sjælen mæt og let og glad.

Ild er et andet godt billede, for ild kan tænde håb i hjertet, få kærlighed til at blusse op, og få tro til at blive brændende, og det var alt sammen det, Brorson ville opnå med sine salmer.

Det var pietisterne der indførte konfirmation i Danmark. Det skete i 1726.

De sidste tider

Når pietisterne lagde så stor vægt på omvendelsen, var det fordi, de forestillede sig at leve i de sidste tider. På grund af den store fattigdom og de mange krige i Europa, troede de, at verdens undergang var nær, og at alle, som ikke var rigtigt troende, ville være fortabte. Kun som sand kristen ville man komme i Himlen.
                      Ideen om de sidste tider havde de fra Bibelen. I det sidste skrift i Bibelen, som hedder Johannes’ Åbenbaring, kan man læse om 1000-årsriget og om, hvordan verden efter Kristus’ uigenkaldeligt sidste kamp mod Satan vil gå under i røg og damp for så bagefter at opstå på ny. Da der i slutningen af 1600-tallet var gået mere end 1000 år siden, Johannes havde fået sin åbenbaring, regnede den kristne bevægelse, Herrnhuterske Menighed, med, at tiden måtte være nær. Nådens tid er kort, sagde herrnhuterne. Derfor må hver enkelt via sin personlige stillingtagen omvende sig og lade Helligånden flyde ind i sit hjerte, inden det er for sent, hvis de vil være en del af det nye rige.
                      Forestillingen om at leve i de sidste tider kendes fra mange forskellige steder i verden og fra forskellige religioner – bl.a. islam og flere nyreligiøse bevægelser. Den er med jævne mellemrum poppet op i historien, bl.a. i tiden lige før Jesu fødsel, hvor en lang række profeter prædikede om en stor frelsers snarlige komme.
                      Det er typisk for en sådan tankegang, at man tolker sin egen tid som et udtryk for den sidste kosmiske kamp mellem Gud og Djævelen, og at denne snart vil slutte med Guds synlige komme og endelige oprettelse af en ny verdensorden.
                      Oprindeligt har læren om de sidste tider været en lære om livet efter døden, men efter Jesus’ forkyndelse af Gudsriget, som noget der allerede var iblandt dem, der hørte på ham, blev det nye rige nærmest til en tro på en slags paradis på jorden.

Den daglige smerte og håbet om glæde
Som det fremgår af tidstavlen i Hvad rimer på smerte?, havde Brorson ikke noget let liv. Hans opvækst var præget af stor fattigdom, en meget from mor, en syg far, som døde tidligt, og nogle stærke brødre, som hele tiden ville bestemme over ham. Allerede i en tidlig alder kaldte de ham en drømmer og en fantast, der ikke havde styr på sit liv, og som var for sløset med sit udseende. Alt i alt gjorde det, at Brorson på mange måder blev en svagelig natur, der som voksen selv kom til at lide under psykiske problemer, der gjorde ham syg.
                      Hertil kom, at Brorson til sin store sorg kom til at overleve 11 af sine 13 børn. 10 af børnene døde enten inden, de var født, eller i løbet af de første leveår, mens den ældste søn i en alder af 12 år blev både sindssyg og lam, så han resten af sit liv måtte leve indespærret på et loftsrum. I stedet for at sende ham på institution, valgte Brorson at beholde sønnen hjemme og passe ham selv. Derved blev han oven i sin egen fattigdom hver dag mindet om livets barske realiteter.
                      På den baggrund er det ikke underligt, at Brorson falder for den pietistiske tankegang om at finde frelsen i sit indre – i hjertet. De ydre omstændigheder var unægtelig hårde ved ham. I den pietistiske forståelse af tilværelsen var vejen til frelsen lang, smal og smertefuld. Gud havde indrettet livet som en prøvelse for det enkelte menneske for at minde det om Jesu lidelser på korset. Indtil man havde forstået pointen med Jesus lidelse, død og opstandelse, ville ens egen smerte føles tung, mens den efter omvendelsen ville være let at bære. Det er den forståelse, der ligger til grund for, at en af Brorsons tyske kolleger på trods af sine mange børns tidlige død kan være glad og tolke det som om, Gud har ”kysset” dem hjem til sig.

Når pietisterne i den grad kunne føle sig sikre på frelsen, hænger det sammen med troen på Gud som en god gud. Det er således ikke smerte – men derimod kærligheden – der ligger til grund for skabelsen af livet. Det er i kærlighed til verden, at Gud har skabt den, og derfor vil han også se nådigt til sin skabning. Det er ud af denne tro, Brorson digter om hjertet som troens arnested og Paradiset som en rosenhave. I modsætning til den strenge kristendom, Brorson havde oplevet som barn, hvor man på det nærmeste blev truet med bål og brand, hvis man ikke troede, ville han med sine salmer bringe folk til erkendelse, så de ikke kunne lade være med at tro. Hans salmer skulle frembringe et glimt af paradiset i hovedet og en paradisisk følelse i hjertet på dem, der sang dem. Sangen skulle for et øjeblik ophæve personlighedens grænser, så man kunne ane det usynlige og uendeligheden. På den måde ville han plante en længsel efter Gud i de syngendes hjerter. I den forbindelse var Brorson stærkt inspireret af salme 51, vers 18 – 19 i Salmernes bog, hvor det hedder: ”For du vil ikke have slagtoffer, og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det; mit offer, Gud, er en sønderknust ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.”
                      I Det gamle Testamente er der en lang række forskrifter om, hvordan mennesket skal ofre forskellige dyr og korn til Gud. Det ændrer sig i kristendommen, fordi Gud i Det Nye Testamente med Jesu død selv ofrer sin egen søn for mennesket. Herefter skal mennesket kun bede og tro på Gud, hvilket Brorson så også finder belæg for i Salmernes bog. Det hjerte som er helt i bund, tager Gud til sig. Det udtrykker Brorson især i salme 690: ”Den yndigste rose er funden”. 

Roserne vokse i dale

Ordene om, at roserne vokse i dale fra Brorsons salme Den yndigste rose er funden, er et af de fineste eksempler i Den Danske Salmebog på, hvordan der kan tales om Gud i billeder. Men Brorsons billedsprog er ikke helt enkelt. Skal man forstå det til bunds, kræver det en del indsigt i pietismen. Men selvom man ikke forstår billederne i Den yndigste rose er funden fuldt ud, får man igennem salmen en klar fornemmelse af en anden måde at tale om julens budskab – og dermed om Gud – på end i fx Grundtvigs julesalmer (Dejlig er den himmel blå, Et barn er født i Betlehem, Velkommen igen, Guds engle små m.fl.).
Brorson bruger rosen som billede på Jesus, Guds søn, og tidslerne som billede på det, der ødelægger menneskelivet. Fra begyndelsen blev mennesket skabt i Guds billede, for at det skulle bære guddommelige frugter og blomster. Men den mulighed blev tabt ved syndefaldet. Menneskets synd gør verden forvildet og øde, fordi det gør mange ting, der får tidsler til at brede sig i stedet for de smukke rosenbuske, menneskelivet var bestemt til at være. For at rette op på det poder Gud på et tidspunkt sin egen søn ind på menneskeslægtens rosenbusk.
I et rosengartneri bliver roser podet. Det vil sige, at gartneren med en særlig teknik sætter en gren fra en ædel rose ind på en ringere rose eller på en vild rose og derved renser og forædler den. Det er det samme Gud gør ved at lade sig føde som menneske (strofe 1–3).
Alligevel, konstaterer Brorson, er mange for stolte til at lade sig rense, til at tage imod det, som rosen symboliserer: Guds kærlighed. Mennesker synes, de kan selv, og er gode nok i sig selv, de forhærder sig og bliver så stolte og stive som tidsler, der knækker, hvis de bøjer sig. Men for Brorson er forudsætningen for at finde Gud og Guds kærlighed, at man er blød og bøjelig, for julens budskab er, at Gud ikke længere kun findes i Himmelen, men også nede på jorden, i støvet, der hvor livet leves, og hvor det ind imellem gør ondt.
Brorson beskriver ikke julens begivenheder på den traditionelle måde. I stedet for at digte om Betlehem og stalden og barnet i krybben, digter han om det, som denne fortælling betyder, nemlig at Gud/Jesus findes på de ydmyge steder, roserne vokser i dale. I et af de evangelier, der ikke er kommet med Bibelen, Thomasevangeliet (kap. 77), hedder det ligefrem: ”Kløv træet: jeg er dér; løft stenen op, og I skal finde mig dér!” Og ligesom selv de vise mænd fra Østen måtte bøje sig ned for at gå gennem den lave dør ind til stalden i Betlehem, hvor de fandt det nyfødte gudsbarn, må mennesket kunne bøje sig ned mod jorden uden at knække som stive tidselgemytter, hvis det vil finde Gud (strofe 4-6).
Selv om alle ikke gør det, tror Brorson på, at Jesus med fødslen i Betlehem er blevet podet ind på menneskenes rosenbusk, og det er for ham det vigtigste. For det betyder, at der er håb for rosenbusken, selv om vildskuddene stadig gror, og tornene river (strofe 7–8).

Rosen som billede

Rosen er et gammelt billede på kærlighed. Roser og kærlighed hører sammen. Man udtrykker sin kærlighed til den elskede ved at give en buket røde roser. Men der er også en sammenhæng mellem rosens røde farve og blodets farve. Man kan rive sig på rosens torne, så blodet pibler frem, og ved at bruge rosens torne som billede hele salmen igennem, får Brorson en alvorlig undertone med, så hans julesalme kommer til at pege frem mod påsken, hvor tornekransen placeres på hovedet af Jesus. Denne alvor, der var typisk for pietismen, og som præger alle Brorsons julesalmer, understreges af, at han skrev sin ny julesalme på en melodi, der den gang blev brugt som begravelsessalme.
Det er ikke kun alvoren i Jesu liv, Brorson vil understrege med torne-billedet og med hele rosen-billedet. Han vil også sige noget om sit eget og alles liv. Når Gud lod sig føde i en ydmyg stald, når roserne vokser i dale, er det et udtryk for, at Gud også er der, hvor livet gør ondt. Jesus er rosen, den yderste del af rosenbusken. Den smukkeste, den der er nærmest himlen, og den eneste del af rosenbusken, der er fri for torne, og rosen er billede på livet, når det er dejligst. Men den form for liv gror ikke på en busk for sig selv, men vokser frem af grene med torne på. Livet er aldrig kun godt og dejligt, der er altid nogle torne, som river og gør ondt. Brorsons evne til at sætte ord på den erfaring, er sikkert en af grundene til, at mange bliver ved med at holde meget af denne salme.
På rosen, som er fri for torne – på Jesus – satte man en tornekrone, da han skulle korsfæstes, for at vise, at han tog alverdens torne, alverdens ondskab på sig. Tornekronen fik ham til at bløde, og hans blod var rødt som rosen – og som vinen, der skænkes, når der holdes nadver i kirken. Fordi denne vin ifølge den kristne tro er Jesu blod, som han –  den uskyldige, rosen uden torne –  ofrer af kærlighed til menneskene. Dermed er man ovre i et nyt billede, der hører påsken til, men det viser, hvordan rosen udtrykker sammenhængen mellem de to højtider.
H.C. Andersen holdt meget af Brorsons salmer. Ligesom ham var H.C. Andersen optaget af skønheden og det guddommelige i ”de mindste” af de ting, Gud havde skabt: Børn, blomster, blade – og for H.C. Andersens vedkommende også stoppenåle, bolde, nisser og meget andet småt. I flere af sine eventyr citerer H.C. Andersen fra Brorsons salmer. I eventyret Snedronningen er linjen ”roserne vokse i dale” fx det gennemgående tema.

Tomhed og fylde
I de perioder af sit liv, hvor Brorson var nedtrykt pga. sine psykiske problemer, følte han det som om, han faldt ned i et sort hul, hvorfra der ingen udgange var. Det gjorde ham handlingslammet, fordi han fandt livet tomt og meningsløst. Af den grund orkede han i lange perioder end ikke at stå ud af sengen. Dette er stik modsat Kingo, der i en morgensalme digter om at vågne og slå på sine strenge og i tanken fare op i himlen og slå døren ind, for også at have Gud med i dagens dont. Brorson kunne opleve stjernehimlen som tom og hver eneste stjerne som kolde øjne. Til sammenligning kan man hos Grundtvig ca. 100 år senere læse præcis den modsatte pointe i salmen Dejlig er den himmel blå. Her bliver stjernen over Betlehem til øjet på det lille Jesusbarn.

Østerlands de vise mænd
fandt dog stjernen der igen,
som de skued i det høje
thi i barnets milde øje
funklende og klar den sad.

At han ikke var den første, der havde lidt af denne tomhedsfølelse, kunne Brorson læse i Prædikerens bog. Her står der i indledningen (vers 1–18):

 

Alt er tomhed

Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed.

Intet nyt under solen

Hvad udbytte har et menneske af alt, hvad det slider med under solen? Slægter går, slægter kommer, og jorden er bestandig den samme. Solen står op, og solen går ned, den skynder sig hjem, og dér står den op. Vinden blæser mod syd, den drejer og går mod nord, den drejer og drejer, og vinden bliver ved at dreje. Alle bække løber ud i havet, og havet bliver ikke fuldt; dér, hvor bækkene løber ud, bliver de ved at løbe ud. Alt, hvad der bliver sagt, udmatter, ingen bliver færdig med at tale, øjet mættes ikke af at se, øret fyldes ikke af at høre. Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske;
der er intet nyt under solen. Hvis nogen siger: »Se, her er noget nyt!« så har det, vi har for øje, allerede været for længst. De tidligere ting huskes ikke, og de fremtidige, som vil ske,
bliver heller ikke husket af dem, som følger efter.

Visdommens utilstrækkelighed

Jeg, Prædikeren, var konge i Jerusalem over Israel, og jeg havde til hensigt med visdom at undersøge og udforske alt det, der sker under himlen. Men det er en ulykkelig plage, Gud har givet menneskene at plage sig med! Jeg så, at alle de ting, der sker under solen, er tomhed og jagen efter vind. 
      Det krumme kan ikke gøres lige, det, der mangler, kan ikke tælles med. Jeg sagde ved mig selv: Jeg er nået højere og længere i visdom end nogen af dem, der regerede over Jerusalem før mig, og jeg har opnået stor visdom og kundskab. Jeg havde til hensigt at forstå visdom og kundskab, dumhed og dårskab. Jeg måtte erkende, at også det var jagen efter vind, for jo større visdom, des større kval, den, der øger sin kundskab, øger sin smerte.

I dette skrift fandt Brorson trøst. Det gjorde han også i Jobs bog. Her forklarer Gud til sidst Job, efter at han uden grund har været udsat for diverse horrible lidelser, at det ikke står til mennesket at forstå Gud, og at mennesket heller ikke skal prøve at forstå Gud. Mennesket skal nøjes med at bede og tro. Det var, hvad Brorson prøvede – også når han havde det dårligt.
                      To gange i den korte beskrivelse af Brorsons liv i tidstavlen hører vi om, hvordan Brorson bliver hjulpet ud af sengen og kommer til hægterne igen. Første gang er på kollegiet i København, hvor han ikke orker at fortsætte sine studier. Her er det broderen, der henter ham hjem til Sønderjylland. Anden gang er langt senere, hvor Brorson er blevet biskop i Ribe og meget modløs, fordi pietismen er blevet forbudt ved lov. Mens han ligger i sengen, får han besøg af en tysk herrnhutter, som i mange år har siddet i fængsel pga. sin tro på Jesus.
                      I begge tilfælde er det oplevelser og stemninger i naturen, som bringer Brorson på ret køl. Første gang vender livsmodet tilbage af sig selv, fordi Brorson opholder sig meget ude i den friske luft. Vinden der smyger sig om hans hud, fuglenes kvidren og bladenes rislen samt duften af græs og blomster, giver ham ny energi og mod på livet. Anden gang giver den tyske gæst en malende beskrivelse af, hvordan opholdet i fængslet har fået ham til i højere grad at opleve naturens storhed med åbne sanser og sætte pris på friheden. ”Sandelig han bar din smerte, så er du jo fri, mit hjerte”, som det hedder i salme 515.   
Såvel naturen som friheden er simpelthen udtryk for Guds storhed. Da disse samtaler netop foregik, mens de to mænd spadserede rundt i naturen, satte indtrykket sig stærkere i Brorsons bevidsthed og efterfølgende i hans salmer, hvor han flere gange udtrykker forundring over naturen og hylder den som et udtryk for Guds forunderlige værk.

Salmer til hjertet
Brorson ville digte, så den, der sang, selv følte varmen og glæden julenat, lidelsen og smerten langfredag osv., men det var nyt at skrive salmer, der handlede om, hvad det enkelte menneske følte og tænkte. Indtil Brorsons tid var man ikke gået så meget op i, at religiøse følelser og tanker kunne være forskellige fra menneske til menneske. Nu, da den enkelte skulle føle troen i sit eget hjerte, blev man opmærksom på, at kvinder også havde religiøse tanker og følelser – og at børn havde. Brorson var den første her i landet, der skrev en salme specielt for børn: Her kommer, Jesus, dine små.
                      Det var også på hans tid, kirken indførte konfirmationen. Hvis børn og unge selv skulle kunne føle troen, måtte de have undervisning i dens indhold.
I mange af salmerne kan man høre, hvordan Brorson leger med ordenes lyd og rytme. Han lader både bogstaver og stavelser rime, for at indholdet skal røre hjertet hos den, der synger, og fremkalde de følelser, som salmerne handler om. Fx håbet om at komme…

                      fra røverdal til englesal,
                      fra sult og savn til Faders favn.

Den syngende skal få øjnene op for, at der er andet i verden end det, man umiddelbart kan se. Der er en virkelighed, som ikke kan ses, men kun føles i hjertet hos det menneske, som tror.
                     
                      Kan du i dit hjerte finde,
                      at der er et lys derinde?

Selv om Brorson digter mest om det, han ikke kan se, men håber på og længes efter, vender han ikke sur og fornærmet ryggen til den verden, han lever i. Han er taknemmelig for livet og fuld af glæde og undren over det, sådan som det beskrives i salmen Op, al den ting, som Gud har gjort. Livet er fuldt af smerte og lidelse, men troen varmer hans hjerte op, så han kan glæde sig over det alligevel. Det er ligesom med sneen om vinteren. Når sneen lægger sig på den frosne jord, dæmper den kulden for blomster og afgrøder nede i jorden.
                     
                      Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,
                      blomsterne dækkes, jo mer det sner!
                      …..
                      Se, nu er stunden næsten oprunden,
                      næsten oprunden, som gør dig glad!

Sneen bringer en mildhed med sig. Det samme gør troen på Kristus for Brorson. Den dæmper kulden i sindet og får hjertet og dermed håbet til at tø op.