Tilbage til hovedmenuen

Tilbage til forrige side
Grundtvigs salmer

Grundtvigs mange salmer

Salmer til fællessang

Fra ak til tak

Ordet er nøglen

Ikke kun i kirken

Med billeder til

En typisk Grundtvigsalme

Lykkens land


Grundtvigs salmer
Da Grundtvig i 1810 afsluttede sine teologistudier ved Københavns Universitet og var klar til at søge præstejob, passede det lige med, at hans gamle far, der var præst nede på Sydsjælland, trængte hårdt til aflastning. Grundtvig havde dog ikke spor lyst til at vende hjem til sin fars præstegård. Han havde høje tanker om sig selv og om at udrette noget stort inden for kirken og kulturen i Danmark. Det gjorde man ikke fra Udby, hvor faderen boede.
                      Alligevel blev han nødt til at tage af sted og hele efteråret plagedes han skiftevis af dårlig samvittighed over for sin gamle far og høje tanker om sin egen betydning. Midt i december slog alle de høje tanker over i den dybeste fortvivlelse. Grundtvig blev forskrækket over sine egne visioner, fordi han kom i tvivl om, om han overhovedet selv var kristen. Det kan man blandt andet se i nogle af udkastene til en af hans senere så berømte julesalmer: Dejlig er den himmel blå. Den havde som udgangspunkt en meget dyster tone:
                                           
                                            Vi har en seng så bred og stor,
                                            og sengen er den vide jord,
                                            der må vi alle hvile....

Det lyder nærmest som begyndelsen på en begravelsessalme; Grundtvig står allerede med det ene ben i graven og er tæt på at ryge ud i dyb fortvivlelse. Lidt senere kalder han dog sengen for en ”himmelseng”, og skriver linjen ”den himmel er så dejlig blå”. Så gik han i stå.
                      Måske har han derefter, i tankerne eller i virkeligheden, lagt sig ned på jorden en mørk aften, og er derved kommet til at se op. Og det, han så har set, den stjernefyldte vinterhimmel, har fået andre tanker ind i hans hoved end tanker om jord, hvile og død. Under alle omstændigheder har linjen om “den dejlige himmel blå” åbenbart været inspirerende for ham at gå og tænke på, for den 12. december 1810 skrev han sangen færdig og tilføjede som afslutning på manuskriptet, ”Herrens navn være lovet og hans ubegribelige kærlighed priset”. Han følte tilsyneladende, at sangskriveriet var lykkedes.

 

Grundtvigs mange salmer

På det tidspunkt havde man i kirken en salmebog, hvor al bibelhistorie næsten var blevet renset ud. Det betød, at salmerne var meget lidt fortællende og svære at forstå. I julesalmerne forekom fx ikke ord som Betlehem, stald og engle. Med Dejlig er den himmel blå fornemmede Grundtvig, at han havde fundet ned til en kilde, der var god at skrive salmer på, nemlig historierne fra Bibelen.
                      Og det gik han så ellers i gang med, og det blev til hans kæmpe sangværk til kirken og det danske folk. Ca. 1.600 salmer og sange skrev han til brug i kirken og i andre sammenhænge. En sang eller salme hver 14. dag, hvis man regner fra det tidspunkt, hvor han lærte at skrive. Nogle digtede han selv, andre var gendigtninger af gamle salmer. Cirka en tredjedel af de 791 salmer i Den Danske Salmebog har Grundtvig lavet, og han er den salmedigter, der er repræsenteret med flest salmer i salmebogen.
                     

Salmer til fællessang

Grundtvigs salmer er i høj grad tænkt og skrevet ud fra, at de skulle bruges i kirken til gudstjenester. Det betyder, at næsten alle Grundtvigs salmer er skrevet i vi-form (vi synger, vi samles, vi beder osv.). De er skrevet til at blive sunget i fællesskab, modsat mange af de ældre salmedigteres, fx Kingo og Brorsons salmer, der ofte er skrevet i jeg-form, fordi de handler om digterens eller den enkelte kristnes tanker og tro.
                      Man kan sige, at Grundtvig moderniserede salmen. Gennem salmerne og det at synge salmerne sammen ville han gøre folk gladere og styrke dem i troen. Tidligere salmedigtere havde gjort Gud til en streng dommer, men Grundtvig fremstillede ham som en vældig, men kærlig skikkelse. Tidligere havde man sunget om død og lidelse, og salmerne mindede om klagesange. Grundtvig mente, at salmerne skulle være jubelsange, at de skulle genlyde af liv og lyst, fordi det kristne budskab er budskabet om, at livet er stærkere end døden, og at Gud er en kærlig Gud, der tilgiver mennesket dets synder.
                     
Fra ak til tak
En del af de ældre salmer er rene suk: ak, jeg skal dø, ak, jeg er en synder, men i følge Grundtvig skulle det være mere tak, tak, tak, end ak, ak, ak. For Grundtvig var det livet på jorden, der var vigtigst. Han mente ikke, at man levede en hård tid på jorden med mange prøvelser for så efter døden at komme i Himmelen. I de gamle salmer hed det, at der ikke er noget så herligt som Guds rige, men det ligger på den anden side af dette liv, altså efter døden. Nej, siger Grundtvig, Guds rige er også jorden. "Mit land, siger Herren, er himmel og jord, hvor kærlighed bor." Eller som i salmen "Vidunderligst af alt på jord."(nr. 319)

Vidunderligst af alt på jord
er Jesu Kristi rige,
dets herlighed er og så stor,
at det har ingen lige.

Guds rige er altså både himmel og jord. Det betyder, at den længsel, som mange (salme-)digtere får inspiration fra og digter om – længselen efter den elskede, efter et bedre liv, efter en mening eller efter at være elsket –  hos Grundtvig i høj grad er en længsel, der er blevet opfyldt. Han skriver i en salme, at den kristne i sit hjerte har plads:

til længselen, dyb som det store hav,
til håb, der sig højere svinger
end ørne og engle på vinger

fordi kristendommen bygger på troen på, at menneskenes verden engang skal blive som et nyt Paradis, men… fortsætter han i en anden salme (nr. 397):

Trods længselens smerte
sig ej i dit hjerte:
Hvem farer i afgrunden ned,
min frelser, den søde
mig op fra de døde
at hente til fryd og til fred!
eller som

Det kønnere klinger:
Hvem vil dog på vinger
opfare til Himmerigs Slot
til os at nedhente
den Herre, vi vente!
Det er for Guds-ordet dog spot!

Ordet er nøglen

Mennesket skal ikke gå og drømme om eller længes efter, at nogen farer ned til Helvede eller op i Himlen for at hente Gud, for kristendommens pointe er, at Gud er her allerede. Og vil man vide, hvor Gud er, skal man gå til det, Grundtvig kalder Ordet (stavet med stort O). Ordet betyder flere ting hos Grundtvig.
                      Først og fremmest betyder det, at det hele begyndte med nogle ord fra Gud. I Bibelens skabelsesberetning (Første Mosebog kap. 1) skaber Gud verden blot ved at tale. Det vil for Grundtvig sige, at det guddommelige er særlig nært forbundet med alt, hvad der har at gøre med  ord, stemme, tale, synge, høre, lytte osv. Derfor kalder han Jesus for ”Guds levende ord”. Både med det, Jesus sagde, mens han levede, og med den måde han levede sit liv på, ”sagde” han ifølge Grundtvig det, som Gud ville sige.
                      Derudover er det at tale i sig selv en forening af noget usynligt – luft – og noget, om ikke synligt, så hørbart – de ord, der kommer ud ad munden –  og det var for Grundtvig et genialt udtryk for den måde, som også Gud findes i verden på. Gud er på en måde usynligt til stede i det synlige. Det vil sige som kærlighed, håb, fred osv. – ting, som den troende tolker som udtryk for Guds tilstedeværelse.
                      I den forstand er ord og ”Ordet” nøglen til at forstå Grundtvigs salmedigtning. Ved at læse og tale og ikke mindst synge om det, som Gud ”sagde”, ved at sende sin elskede søn Jesus ind i verden, tager mennesker ifølge Grundtvig i virkeligheden Guds egne ord i munden.
                      Når man i andre sammenhænge hører noget godt fortalt – får nogle gode ord ind gennem ørene, eller synger noget sammen med nogen –  så kan man blive glad og opløftet. Hvis det er Gud, man hører eller synger om, så er det ifølge Grundtvig Guds hellige ånd, der gør en glad og løfter en, og sørger for, at ordene siger én noget.
(salme nr. 397)
vi røres, vi leve
i Kristus, Guds levende Ord;
tag ordet i munden,
og elsk det fra grunden!
Da hos dig i navnet han bor.

Derfor lå det ham sådan på sinde at skrive mange og gode salmer. Salmer, som skulle give folk tro og håb og lyst til at leve.

Ikke kun i kirken

For Grundtvig var salmesangen folkets (menighedens) røst, og mange af hans salmer og sange blev folkets i den forstand, at man sang dem, ikke alene i kirken, men også ved forskellige folkelige møder, i skolerne og ikke mindst på højskolerne.
                      Det er Grundtvigs salmer og sange ofte mere egnede til end andre salmedigteres, fordi de ikke kun handler om menneskets indre sjæleliv, men om livet i meget bred forstand. Grundtvig var ikke bange for at forbinde Gud med de fælles ydre ting: naturen, historien og de fællesskaber, mennesker lever i (hjemme, i skolen, i kirken, i samfundet). Han var overbevidst om, at det guddommelige både ved skabelsen og igennem Jesus, var blevet blandet ind i det menneskelige, så de to ting aldrig kan skilles ad. Gør man det, kommer man ikke til at forstå nogen af delene.
                      Gud og det guddommelige er nogle andre ord for det, som mennesker længes efter: mening, kærlighed, tilgivelse mv. Derfor er kristentro, ifølge Grundtvig, at have øje for og turde tro på, at de ting allerede findes glimtvis her på jorden, og at mennesker kan gøre noget for, at de skal komme til at fylde mere – på bekostning af deres modsætninger: meningsløshed, mangel på kærlighed, tilgivelse mv. Det var troen herpå, der gav ham inspiration og mod til at kaste sig ud i så mange forskellige ting og projekter med liv og lyst.
                      Også i dag synges Grundtvigs salmer og sange på højskoler og efterskoler og i mange andre sammenhænge, hvor folk er samlet.
                     

Med billeder til

En del af Grundtvigs succes som salmedigter hænger angiveligt sammen med hans evne til at skabe billeder, som gør det muligt at se indholdet af salmerne for sig, mens man synger dem. Ofte gør han det ved at sætte to kendte ord sammen til et nyt billedord, fx solskins-klæder eller ved at beskrive det guddommelige med ord og begreber, som kendes fra hverdagslivet og -dagligsproget. Det var blandt andet det, mange af hans kritikere ikke kunne lide. De syntes, han var alt for direkte. Under et af sine mange anfald af angst og sindssyge skrev han fx en vuggevise til sig selv (nr. 674). Den er siden blevet en meget anvendt salme ved barnedåb i kirken, men den er oprindeligt skrevet som en nedtrykt voksen mands salme til sig selv og bøn til Gud:

Sov sødt barnlille!
lig rolig og stille,
så sødelig sov
som fuglen i skov,
som blomsterne blunde i enge!
Guds fader har sagt:
Stå, engle, stå vagt,
hvor mine de små er i senge!

 

En typisk Grundtvigsalme

Grundtvig var umådelig produktiv, og ikke mindst poesien flød tilsyneladende let fra ham. Det betyder dog ikke, at han var en ukritisk kunstner. Han arbejdede meget med sine tekster og skrev dem om og om igen i lyset af den personlige udvikling, han gennemgik. Digtet, som nu findes i den nye salmebog som salmerne Jeg kender et land og O kristelighed findes fx i tre versioner fra hhv. 1824, 1832 og 1853.
                      Digtet er skrevet på samme versemål, som en af digteren Thomas Kingos største salmer, Far verden, farvel. Grundtvig satte Kingos digtning meget højt, men han måtte i stadig stigende grad mod-digte Kingo, fordi Kingos salmer udtrykte baroktidens livssyn, som hele Grundtvigs kunstneriske og personlige udvikling var en udvikling bort fra.
Begge digtere taler profetisk om Paradiset, men Kingo opstiller paradislykken som et modstykke til livet her på jorden, mens Grundtvig ophæver det skarpe skel mellem jord og himmel. Fordi Gud har taget bolig i mennesket, findes kærligheden både i himlen og på jorden. Begge digtere ser både forgængeligheden og forfængeligheden i det jordiske liv, men hvor det får Kingo til at beklage dette liv og længes efter døden, får det Grundtvig til at søge efter, hvad der forbinder livet med det guddommelige – hvad der er kilden til, at livet trods alt også kan være godt og dejligt. Han udtrykker det et sted således: ”Guds Ånd har åbnet os en smilende Udsigt over Dødens Hav til de Levendes Land”.
                      Grundstemningen i De levendes land er denne glæde over, at der eksisterer en forbindelse til paradiset, ”De levendes land” – det siges tydeligst i sidste strofe (strofe 4). Nøgleordet i hele digtet er kærlighed. Den kommer ifølge Grundtvig fra Gud, men bor og gror hos mennesker (strofe 2 og 4), og det kan den, fordi den er stærkere end døden og forgængeligheden, som ellers er det, der præger vores tilværelse (strofe 1 og 3).

”Lykkens land”

Også på Grundtvigs tid gjorde man sig forestillinger om ”lykkens land”, ”landet østen for solen og vesten for månen”, Atlantis…, og det er disse almene forestillinger, Grundtvig tager op og tolker i lyset af sin kristne tro. Det kan i salmeformen minde om det, H.C. Andersen gør i eventyret Paradisets Have, hvor han fortæller om broen, der ”førte over vandet til lyksalighedens ø, hvor Paradisets have blomstrede”. Grundtvig skriver et sted, at symboler og billeder er det, hvori en salmedigter kan gøre Gud nærværende: ”Billeder og lignelser ere os aldeles uundværlige, når tanken om de himmelske, de aandelige, de usynlige ting skal være mere end en tom, en magtesløs skygge”.
                      I digtet De levendes land er hans brug af billeder så overvældende, at digtet umiddelbart ikke egner sig som brugslyrik, det vil sige som salme. Men samtidig har billederne en kvalitet og en styrke, der gør, at de salmer, man har dannet af digtet, i generationer har været nogle af salmebogens mest afholdte og brugte. Selv uden at forstå dybden og indholdet i alle billederne, fornemmer man digtets grundstemning af lys, håb, glæde og fortrøstning. Af nyt land forude, af livet og tiden, som noget, der kommer – ikke kun noget, der går. Salmen har nr. 561 i Den Danske Salmebog.