Tilbage til hovedmenuen

Tilbage til forrige side
Romantikken

Følelser og forstand

Romantikken og kristendommen

Den geniale digter

Krig og romantik

Kritik af religionen

Darwin og evolutionslæren


Romantikken

Både Grundtvig og Ingemann levede på det tidspunkt i Danmarkshistorien, vi kalder romantikken. Den faldt fra omkring 1800 – 1875 og var en reaktion på den tidligere oplysningstid i 1700-tallet, hvor man forsøgte at forklare alt i verden med fornuften. Det mente romantikerne ikke, man kunne. De mente, at følelserne spiller en større rolle i menneskenes liv end forstanden og fornuften.

Følelser og forstand

Fornuften havde ellers stolte traditioner. I 1789 havde man med brug af fornuften lavet revolution og væltet den enevældige konge, så flere mennesker – især borgerskabet – havde fået del i den politiske magt og lagt grunden til det, vi i dag kalder menneskerettighederne. Revolutionen havde dog også en bagside. I første omgang førte den nemlig blot til en ny form for diktatur under kejser Napoléon, som først og fremmest brugte sin magt til at føre krig i Europa. Og netop det, at fornuften havde ført krig med sig, var for romantikerne et bevis på, at fornuften alene ikke duede til at forstå og styre verden med.
Oplysningstidens tanke om, at man via fornuften og den brede oplysning af folket kunne frigøre sig fra politisk og religiøs undertrykkelse, blev altså modsagt af romantikken. Man havde erfaret, at den rene fornuft og det gode argument ikke altid var nok for at nå frigørelsen. Følelserne hos det enkelte menneske og i samfundet som helhed var ofte modstridende, og erfaringen sagde også, at den ønskede frigørelse tilsyneladende altid var forbundet med smerte. Det gjorde ondt at skulle frigøre sig. Der skulle både en indre og en ydre kamp til, før den kunne bringes til ende. Frihed var ikke noget, der kom automatisk i forlængelse af rationelle overvejelser og rigtige argumenter. Både som enkeltperson og i det politiske liv kunne man konstatere, at der ofte var forskel på, hvordan man handlede, og hvad man kunne tænke sig frem til ville være det rigtige at gøre. Denne erkendelse var dog ikke romantikkens. Den er kendt helt tilbage fra Bibelen, hvor Paulus i sit brev til romerne skriver: "Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg" (Rom. 7,18).

Romantikken og kristendommen

Også forholdet til kristendommen blev ændret med romantikken. Op gennem middelalderen havde syndefaldsberetningen (Det Gamle Testamente/1. Mos. kap. 3) været opfattet som en frygtelig begivenhed i menneskets historie. Livet på jorden blev dengang oplevet som en straf, der skulle udstås. Det kunne sammenlignes med en parentes, som skulle ophæves. Målet var at komme tilbage til den paradisiske tilstand, til det evige liv efter døden.  Romantikken ændrede denne forestilling. Livet, også det på jorden, blev nu opfattet mere som en gave fra Gud. Det var værd at leve, og det var op til mennesket at forvalte livet på den bedst mulige måde. Som menneske havde man modtaget livet og skulle derfor passe på det. Gud havde skabt jorden som god og livet som godt. Mennesket skulle lære at gennemskue den guddommelige plan med skabelsen, som i korte træk gik ud på, at alt hænger sammen, og at det var helheden af godt og ondt, Gud havde skabt.
                     

Den geniale digter

Det var dog ikke enhver beskåret at kunne skue den guddommelige plan. Det forudsatte særlige evner, som kun kunstnerne – ifølge romantikerne –  var i besiddelse af. Kunstnere var i den romantiske forestilling født med en særlig følelsesmæssig indlevelsesevne, som gjorde dem i stand til at erkende og give udtryk for enheden i livet og føre forskellen mellem godt og ondt tilbage til et fælles udgangspunkt i Gud. Det var netop denne medfødte evne, der gjorde dem til kunstnere, og pålagde dem en særlig pligt til med deres kunst at viderebringe deres indsigt til almindelige mennesker.
                      Det var den norsk-danske filosof, Henrich Steffens, der introducerede de romantiske ideer i Danmark efter at have hørt om dem i Tyskland. Steffens holdt forelæsninger herom på Ehlers’ kollegium, hvor bl.a. Grundtvig hørte om dem. En af de ting, Steffens sagde om digteren som et særligt geni var følgende:

"Geniet er Guddommens egen straale, der nu og da, glansfuldt bryder ud af Massen og i klar Harmonie samler, hvad Talentet eensidig adsplitter. Til at bedømme et Genie kan man aldrig bruge Regler, som Tiden give; thi der er intet Genie, som ikke rager ud over sin Tid, skaber en nye. Det er, som om hele Historiens Aand rejste sig midt i Tiden. Den som lever blot i det Endelige, forstaar aldrig det sande Genie, for den sande Tænkende er han et mystisk Hieroglyph, ved hvilket det Evige prophetisk viser hen til en kommende Tid."

Pointen var, at digterne med deres særlige indlevelsesevne og dermed indsigt i livet gennem deres digtning skulle formidle de gamle guddommelige pointer for samtiden. Her spillede især kærligheden og naturen en central rolle, fordi naturen var skabt af Gud og kærligheden hans pointe med livet. I modsætning til tidligere, hvor livet på jorden – herunder naturen –  blev anset for gudsforladt pga. syndefaldet, blev romantikken en tid, hvor man næsten troede, det var muligt at genskabe paradis på jorden. Man begyndte i hvert fald at opfatte livet på jorden som positivt og ikke som en straf i forlængelse af syndefaldet.

Krig og romantik

Danmark forsøgte i lang tid at holde sig neutral i Napoléonskrigene og tjente på den måde mange penge på salg af korn til soldaterne, men i begyndelsen af 1800-tallet turde kongen ikke længere stå udenfor og tog Napoléons parti, hvilket i to omgange førte til angreb på Danmark fra englændernes side. Først med Slaget på Reden i 1801 og anden gang i 1807, hvor København blev bombet, så halvdelen af byen kom til at ligge i ruiner. Krigen endte med, at Napoléon tabte, og følgerne for Danmark blev i 1813 en statsbankerot og året efter tabet af Norge.
Denne kedelige situation førte i kulturlivet til en koncentration om det nationale, og romantikken slog over i en slags nationalromantik. Her var det især to af vores store salmedigtere N.F.S. Grundtvig (1783-1872) og B.S. Ingemann (1789-1862), der førte an.
I nationalromantikken fortsatte man med at dyrke fortiden,  specielt den med national tilknytning, og især Grundtvig interesserede sig meget for den nordiske mytologi. Sammen med Ingemann var han optaget af at formulere kristendommen på en ny måde. I den forbindelse er Grundtvig kendt for citatet: "Menneske først, kristen så". Hans pointe heri var, at man hverken kunne eller skulle tvinge kristendommen igennem. Derimod skulle man gennem opdragelse i Danmarkshistorie og nationale fortællinger vække menneskeånden i den almindelige borger. Herefter kunne Helligånden så overtage, hvis menneskeånden var åben og modtagelig herfor.
                      Den nationalromantiske periode holdt til omkring 1830, hvor en ny periode med kritik satte ind. Den efterfølgende periode frem til 1870 kaldes romantismen. Romantismen satte, på samme måde som universalromantikken i begyndelsen af den romantiske periode, de splittede følelser i centrum og kritiserede nationalromantikkerne for at beskrive livet mere harmonisk, end det var. Digterne fra denne periode satte det enkelte individs udvikling og udfoldelse af følelseslivet højt. Tidens opmærksomhed over for de modstridende følelser i menneskesindet gjorde, at der ud over interessen for kærlighedslivet og den moralske og følelsesmæssige frigørelse, også kom fokus på menneskets skyggesider. Digterne havde en ambition om at give et så dybt og nuanceret billede af mennesket som muligt, hvorfor både kærligheden og døden er hovedtemaer i perioden.

Kritik af religionen
Mens Grundtvig og Ingemann skrev deres salmer satte den første kritik af religionen ind i Tyskland. Det var i første omgang filosoffen Ludwig Feuerbach (1804-72), der forsøgte at gøre op med religionens betydning. Han udgav i 1835 et skrift, hvori han argumenterede for, at kristendommen ikke var den bedste og eneste forklaring på, hvordan tilværelsen hang sammen og skulle forstås. I stedet for at forstå sit liv ud fra Gud, satte han mennesket selv i centrum. Det betød, at hvert enkelt menneske ifølge Feuerbach havde sin frihed til at tage forskellige udgangspunkter og lægge forskellige værdier til grund for sin tilværelse. I Feuerbachs forståelse skulle mennesket ikke være underlagt en Gud, som man ikke engang kunne bevise eksistensen af. Det var ifølge Feuerbach ikke Gud, der havde skabt mennesket, men snarere mennesket, der havde skabt Gud. Ved at blive fri for Gud kunne det enkelte individ i højere grad gøre, som det selv ville, for at opnå sin lykke, men ved at udelukke Gud, kom det samtidig selv til at stå til ansvar over for alt, hvad det gjorde og undlod at gøre. På den måde medførte den menneskelige frihed så også nye byrder. Succesen i livet kom primært til at afhænge af egen indsats, og trøst i forbindelse med fiaskoer skulle man også hente hos sig selv.
                           

Darwin og evolutionslæren

Samme år som Feuerbach udgav sin kritik, kom den engelske havbiolog, Charles Darwin, (1809-82), hjem fra en studietur i Sydamerika. Darwin var søn af en naturvidenskabsmand og kom selv til at studere medicin ved Cambridge universitet. Det kedede ham imidlertid, for han interesserede sig mere for dyrelivet i havet. Da han derfor fik muligheden for at komme med på havundersøgelsesskibet "The Beagle" i 1831, slog han straks til. Efter hjemkomsten brugte Darwin en række år til at studere videre og ordne sine notater. Resultatet blev en opsigtsvækkende bog fra 1859 Arternes oprindelse. Bogen blev opfattet som et voldsomt angreb på kirken, idet den klart viste, at alle dyrearterne ikke var skabt på samme tidspunkt, som hidtil antaget. Alle levende væsner var ifølge Darwin skabt ved udvikling fra laverestående dyr. På den måde blev mennesket med et slag forandret fra at være billede på Gud til at være et højtstående dyr.

      I lighed med Feuerbach troede Darwin ikke på en guddommelige kraft. Han anerkendte kun naturen og sanserne og blev derved foregangsmand og inspirator for det moderne samfunds gennembrud med kodeordene: natur, miljø, historie, udvikling og vækst. Hovedbudskabet hos Darwin var, at mennesket er et produkt af en lang biologisk udvikling, evolutionen. Ifølge ham var livet blot et kemisk stof, som i en bestemt næringsopløsning har evnen til at dele sig i to helt ens dele. Derved mistede livet fuldstændig sin åndelige mening. Mennesket blev som en båd, der sejler gennem livet med en last af gener, og hvis eneste formål er at bringe denne last videre til næste havn, vore børn. Når det er sket, har vi ikke mere at gøre i livet, men kan dø i fred uden at have levet forgæves.
                            Disse tanker kom dog ikke til at påvirke hverken Grundtvig eller Ingemanns måde at skrive salmer på, men de har haft stor indflydelse på tænkningen lige siden.